Flere nyetablerede møbelbrands i Thailand

Af Bettina William Pedersen, 365Design, Pej Gruppen

Thailands største møbelmesse TIFF, der netop er afviklet, kunne denne gang præsentere en række helt nye brands med vestlig appeal og store muligheder for kundetilpasning. Dette er muligt, da flere af disse brands er etableret af erfarne møbelproducenter, der har set potentialet i at udvide forretningerne.

Photo: Fine Wood Products Co.,Ltd.

Thailand International Furniture Fair TIFF er netop blevet afviklet for 19. gang. I dagene fra den 11.-15. marts kunne møbelbranchefolk træde ind i Impact messehallerne i Bangkok, for at møde 184 asiatiske udstillere, der bredte sig på 30.000 m2.

Denne gang var der stort fokus på at støtte op om mindre, nye virksomheder, der kun kan klare mindre ordrer, men har brug for en platform at blive eksponeret på – dette kaldte TIFF-messen for SOOK, der er en forkortelse af ’Small Orders are OK’. Messens tema i 2015 var Asean Smart Living, som skulle sætte forbrugernes smag og smart design i centrum.

Træ og træproduktikon baner vejen
Rundt på messen kunne man primært spotte træmøbler i alverdens varianter lige fra helt lyse og sarte træsorter til de mere mørke og tunge træsorter. Bemærkelsesværdigt var det, at der var en minimal repræsentation af farvede overflader, som man ellers ser mere og mere i den vestelige del af verden i kombination med træoverfladerne. Men i Thailand står træ stærkt alenestående, og er tydeligvis det foretrukne materiale inden for møbeldesign. Det hænger blandt andet sammen med landets traditioner inden for stil og design, og derudover er der sammenhænge med den forholdsvis store produktion af træmøbler i Thailand.

Møbelbranchen tager en ny drejning
Af messen fremgik det, at der er ved at ske et skifte i Thailand, hvad angår møbelbranchen. Igennem flere årtier har landets ekspertise inden for møbelbranchen centreret omkring produktion. Der findes en lang række kompetente og erfarne møbelproducenter i Thailand, som flere vestlige brands har og stadig samarbejder med.

Nu har en række af disse producenter fået øjnene op for mulighederne ved selv at designe møbler og starte egne brands. Der findes adskillelige nye, dygtige eksperimenterende designere og designstudier i Asien, som disse producenter enten indgår samarbejder med eller ansætter i en nyetableret designafdeling.

Denne tendens var tydelig på messen i og med at mange af udstillerne var helt nye og præsenterede deres brand for første gang. Det de havde tilfælles var netop, at de er møbelproducenter – hvilket hidtil har været deres kernekompetence – og har været det igennem mange år, og nu springer ud som designbrand. 365DESIGN udvalgte og talte med tre udstillere, hvoraf de to deltog på messen for første gang nogensinde og den sidste var tilstede for tredje gang.

Fra møbelproducent til designbrand
Et af de helt nye brands, der viste sine møbeldesigns for første gang, var thailandske Timmer. Brandet blev grundlagt for otte måneder siden af koncernen Champaca CO. LTD., der har flere forskellige forretningsområder under sig. En af dem er møbelproduktion, som var koncernens grundsten for 40 år siden.

Timmer er allerede på de første otte måneder blevet godt udbredt i Thailand og nu ønsker de også at blive eksponeret overfor udlandet. Derfor valgte de at udstille på TIFF, som er den største møbelmesse i Thailand, fortæller Sukalaphan Suwansomboon, designer og produktionskoordinator hos Timmer.

Bag brandet ligger et 40 år gammelt og erfarent savværk med en middelstor møbelproduktion, der gør det muligt at fremstille møbler af høj kvalitet og med en virkelig flot finish under Timmer-brandet, som er tilføjet et moderne, enkelt og stilrent design.

Nyt brand bygget op om designsamarbejder
Et andet og helt nyt brand man kunne opleve under messedagene på TIFF var Filobula, der har bygget sit brand op om sloganet ’unikt, elegant og sjovt design’. Menneskene bag Filobula har 15 års erfaring i møbelbranchen, og har nu kastet sig over at stable deres eget brand på fødderne, hvor de samarbejder med forskellige eksperimenterende og innovative designere og designstudios.

Filobulas produkter er ligesom Timmers meget stilrene og passer meget vel ind i den stil vi kender i Skandinavien. Sakaruth Sangkaew, der er medejer af det nye brand fortæller, at Dots Designstudio, som er blandt de eksterne designere Filobula anvender, finder stor inspiration i den vestlige designstil og kombinerer det med den tilsvarende minimalistiske japanske designtradition.

“Filosofien bag Filobula er at skabe møbeldesigns med et universelt appeal, der i første omgang kunne præsenteres på TIFF, men intentionen er at deltage på flere internationale messer næste år,” forklarer Sakaruth Sangkaew. Især Europa er et marked som brandet har stor interesse i at blive eksponeret på tilføjer ejeren.

En ny begyndelse som accelerator
Aroon101 er et forholdsvist nyt thailandsk designbrand, der tog sin spæde begyndelse for tre år siden. Brandet udstillede på TIFF for tredje gang, og har de to første år på messen fået et solidt forhandlernet i Thailand. Intentionen har hele tiden været at brede sig mere internationalt og Aroon101 har fået flere henvendelser fra indkøbere fra Vesten, som dog efterspurgte flatpack-produkter. Derfor er den nyeste kollektion anderledes end de forrige, og er netop bygget op om flatpack-princippet.

”Fordi vi selv ejer produktionen med 15 ansatte, er det nemt for os at tilpasse designet til det som kunderne efterspørger. Det afspejler sig i vores nyeste kollektion, der er bygget op om de henvendelser vi fik til sidste messe,” fortæller Tarmtor Lertphaisan, der står bag Aroon101. Før han etablerede Aroon101 arbejdede Tarmtor Lertphaisan med indretning og indbygningsmøblementer. Han fik derefter et ønske om at starte sit eget brand, hvor han ville arbejde ud fra devisen ’Back to Basics’. Aroon betyder begyndelse og tallet 101 bliver i Thailand tolket som, der hvor man starter.

Source: 365Design

Download file